Af
Mag.art. Niels Jørgen Martins da Costa Santos Langkilde, fhv. MF,
Kommunikationsdirektør
H. C. Andersen Instituttet
São Paulo State & Sandholts Lyndelse

Advarsel. Denne anmeldelse har et værk af gammel, hvid og lærd man som genstand. Givet skræmmende for mange. Givet umoderne. At manden tillige er godt inde i det tyske sprog og den tyske litteratur for slet ikke at tale om kristendom og dens litterære modsætninger må skræmme dybt. Og er det ikke nok, så må der bestemt advares om, at han også skriver om litteratur skrevet af kvinder uden selv at være kvinde.

For de således ikke allerede bortskræmte er der i Johan de Mylius’ ”Elleskovs mysterier” masser af gys, sælsomme historier og mysterier.

Et hovedafsnit beskæftiger sig lysteligt med ”Sælsomme historier”. Det er flydende dansk litteraturhistorie fra de seneste par hundrede år. Her fremdrages en række af den danske litteraturs eksempler på spøgeri, gys og mysterier. Nu kunne man tro, at Johan de Mylius, der er grundlæggeren af H. C. Andersen Centret i Odense og forfatteren til biografien om H. C. Andersen, ville tage godt fat i Andersens ”Fodreise fra Holmens Canal til Østpynten af Amager i Aarene 1828 og 1829”, ”Dødningen” og ”Reisekammeraten”, men det bliver i stedet forfattere som Thomasine Gyllembourg, B. S. Ingemann, Vilhelm Bergsøe, Henrik Pontoppidan, Thit Jensen, Karen Blixen og Annegret Friedrichsen, som må holde for. Det er stærkt underholdende og uhyre indsigtsfuldt. At Mylius er godt inde i Goethe, Martinus, Steiner og Frimurernes tankeverden er med til at åbne teksterne på en overraskende måde. Læserne får god indsigt i de af den kulturradikale eller brandesianske litteraturhistorie ekskluderede forfattere. Man kunne i de litterære gys savne nogle af Gustav Wieds tidligere stykker inspireret af E. A. Poe, som Mylius i øvrigt også har med.

Johan de Mylius er også kendt som udgiver og forfatter til indsigtsfulde kommentarer til en række klassikere i dansk litteratur. I denne samling er der en lang række fine eksempler på hans evner til at se forbindelser mellem de enkelte tekster og uddybe forståelsen af den danske litteratur for et par hundrede år siden. Flere kritiske udgaver af Søren Kierkegaard, som Mylius kender indgående, har således overset en reference til H. C. Andersen ”Lykkens Kalosker”. Det bliver der en længere litterær flyvetur ud af.

Ikke sjældent i bogen trækkes gamle forfattere frem af glemslen. Man bliver hurtig klar over hvor megen af vor litterære historie, der er gået i glemmebogen eller endnu længere bort. En lærd gammel humanist hjælper os til gode genopdagelser. Det gælder f.eks. præsten først i Holeby og Bursø på Lolland og siden 1790 i Keldby på Møn, C. A. Lund eller Christen Andersen Lund (1763-1833). Han var ikke meget for selv at gå i trykken med egne digte, men de er bestemt værd at læse. Det er naturmaleri af bedste slags, og man forstår, hvorfor han fik en pris af ”Selskabet for de skiønne og nyttige Videnskabers Forfremmelse” for digtet ”Lunden ved Jægerspriis”, der blev trykt første gang i 1788. Det er en glimrende introduktion til dette forfatterskab og de gode kilder til samme. H. C. Andersens digt om ham var igangsætteren for Mylius til denne forfatter. Den gode Andersen var så fræk, at han skrev et begravelsesdigt om A. C. Lund inden han var død! Når Andersen tog sig denne frihed, så var det fordi A. C. Lund selv havde skrevet et digt om sin egen grav. Digte om landsbykirkegårde var i tiden en helt lille genre for sig selv.

Oversættelsesproblemer og relationerne dansk-tysk i litteraturen får et par kapitler med forfatterne Adam Oehlenschläger og Jens Baggesen, der både skrev på dansk og tysk. Oehlenschläger skrev digtet ”Lær mig, o skov, at visne glad”, som er bragt som salme i den seneste 2003-salmebog som nr. 537. Den salme oversatte Oehlenschläger selv. For dem, der ikke kender til oversættelsesproblemer eller kun har slemme erindringer om dem fra fortidens sprogundervisning, er der her et fint eksempel på oversættelsesproblemer selv for en forfatter, som behersker begge sprog. De oversete, men væsentlige oversættere får belyst deres virke på en ganske udmærket måde.

Støvets litteraturhistorie er ligesom Guds litteraturhistorie vigtige afsnit og her fylder barokkens digtning, hvor Mylius i den grad er hjemme, ligesom han kender vore gamle salmebøger og historierne bag dem. Meget interessant læsning om de i vor kultur og litteratur absolutte grundbøger.

På trods af mange bogudgivelser, så er der forbavsende få udgivelser, som således indgående beskæftiger sig med vor ældre danske litteratur. Hvis der ikke bliver forsket, skrevet og formidlet, så vil denne litteratur langsomt dø. Kun i Salmebogen er den solidt forankret. Højskolesangbogen løber efter det nye, efter de andre gudsopfattelser og det engelsk, men har dog sammen med flere af de øvrige sangbøger mange af de ældre danske salmer og sange.

I pandemien skygge har vi lært salmernes og sangenes vigtighed for kulturen. Vi har sunget meget mere selv om mange har forsøgt at hindre det i vore kirker. ”Oldtiden ser ud til at begynde omkring 1990” hedder det så rigtigt i forordet. Og det er et problem. Kender man ikke rødderne, så kan man ikke stå fast, og så bliver man let blæst omkuld. En del af rodkundskaben er det kendskab, som Johan de Mylius så tydeligt demonstrere til tysk ånd, sprog, kultur og litteratur. ”Lyset fra Weimar” er i den henseende solid læsning med fokus på den nu næsten glemte Goethe. 

Det danske undervisningssystem har fejlet ved udfasningen af tysk. Det er det største sprog i det Europa, som vi nu endelig ser flertallet bekende sig helhjertet til. Et lukke dette sprog op for danskerne er vigtig for vor placering i Europa i dag og for vor egen historie, som er bundet meget til naboen mod syd. Tyskland rummer trods alt knap 20 pct. af EU’s befolkning. Skolerne er ikke alene om disse mangler, de statsejede tv-kanaler følger i samme triste spor.
Netop de erfarne humanister, som Johan de Mylius, bliver bedre med årene. Hvorfor? Jo, hvor naturvidenskabsmændene ofte topper umiddelbart efter deres Ph.d. eller doktorgrad, så topper humanisterne senere, for den viden, som naturvidenskabsmanden møjsommeligt samler sammen skal hurtigt afskrives som forældet. Hos humanisten og teologen bliver langt mere af den indsamlede viden et aktiv livet igennem.

Sammenfattende kan man sige, at forfatteren lever op til forordets aforismeprægede sentens: ”At læse er at bevæge sig – og blive bevæget”. Nu da pandemien og krigen mod øst hæmmer bevægelsesfriheden så voldsomt, så er der heldigvis mulighed for at bevæge sig i litteraturen – også den ældre. Prøv det. Her er guiden til en del af skattene.

Johan de Mylius: Elleskovs mysterier og andre udflugter i dansk litteratur, Syddansk Universitetsforlag, 325 s. Vejledende udsalgspris 299 kr.

Author:
Não informado. Illustration:
-- Fonte:
-- Contributions:
--

• To share