We use cookies to ensure that we give you the best experience on our website. If you continue to use this website, we will assume that you agree to the use of cookies.

Kirken og krigen – det er tid til at handle

Dec. 14, 2022

 

Af

Mag.art. Niels Jørgen Langkilde, fhv. MF

Sandholts Lyndelse

 

Der er krig i Europa i et omfang uden sidestykke de seneste mange årtier. Rusland har angrebet Ukraine.

Hvad skal folkekirkerne og andre kirkesamfund gøre i den anledning?

Det er meget forskelligt fra sogn til sogn, hvor engageret den lokale kirke er. Jeg er så heldig at kunne besøge flere forskellige kirker, og nogle af dem er helt upåvirket, når man følger en gudstjeneste, ser opslagstavlerne og kirkebladet.

I andre kirker er der forbøn ved hver eneste gudstjeneste. Det kan være alt til bøn for fred til bøn om at angrebene må stoppe. I enkelte kirker det det helt umisforståeligt, at Ruslands angreb fordømmes. Andre holder en mere neutral tone i bønnerne.

Flere kirker er involveret i arbejdet med de mange flygtninge, og aktive medlemmer af menighederne hjælper de ulykkelige flygtninge i nærområdet. Dette arbejde er uhyre væsentligt.

Er det alt, hvad vi skal gøre?

Hvis vi et øjeblik satte os i ukrainernes sted, så ville vi nok håbe på lidt mere.

Mit forslag er at landets biskopper, Landsforeningen af Menighedsrådsmedlemmer og andre gode kræfter fra andre trossamfund tager initiativ til en tværkirkelig og landsomfattende bededag. Martyrernes dag, anden juledag, ville være velegnet, men det er nok for sent. Men find en anden passende søndag med fokus på krigen, og ganske særlig dens fredelige og retfærdige afslutning.

Fred og bøn for fred har til alle tider været et af kirkernes faste holdepunkter. Vi skønner måske ikke på det til daglig, men ser vi til Ukraine, så ønsker næppe nogen sig i Ukraines sted. Ufred og krig koster helt ustyrlig store menneskelige lidelser og ufattelige summer.

De mange ukrainske flygtninge bør inviteres med til en sådan forbønsgudstjeneste, og kan enkelte af ukrainerne berette noget fra hjemlandet, så bør det være en lejlighed for dem til at bearbejde deres sorg og dybe smerte. Min begrænsede erfaringer fortæller mig, at det voldsomme, det urimelige, det smertefuld har mange mennesker behov for at fortælle mange gang for at komme af med smerten. Giv flygtningene fra Ukraine den mulighed.

Odense by har Kiev som venskabsby. Andre byer har måske andre byer som venskabsbyer – eller de kan overveje at få det. I Odense er man i fuld gang med indsamlinger – noget lignende har alle kirker traditioner for. Det er vigtigt, at vi viser ofrene i denne grusomme krig, at vi støtter bredt og dybt. Nogle steder vil det være indsamling af tøj, andre steder er det kirkebøssen og mobilepay, som skal i gang. Kirkebladet kan nå dem, som ikke nåede i kirke den pågældende dag.

Vi må ikke glemme denne grusomme krig, som har udviklet sig til en krig mod Ukraines civilbefolkning. Skulle en og anden have glemt, at vi i Danmark har nedprioriteret beskyttelsen af civilbefolkningen, så har vi vist lært, at det er helt uansvarligt.

Teologisk kan kirkesamfundene møde krigen på forskellig måde. Der er alt fra Kaj Munks stadige opfordringer til at bekæmpe det onde til pavens pacifisme. Alt må vi kunne rumme. Her er der ikke lette løsninger, men der er et arbejde for nødlidende, som skal i gang. Lad os gøre det i fællesskab. Lad os gøre det nu. Lad os gøre det med kærlighed.

 

Author:
Niels Jørgen M. da C. S. Langkilde
Illustration:
Foto: Leif Tuxen
Fonte:
https://www.kristeligt-dagblad.dk/
Contributions:
Mag.art. Niels Jørgen Langkilde, fhv. MF