Af

Direktør, professor, Ph.d. Ana Maria Martins da Costa Santos Langkilde og

Kommunikationsdirektør, mag.art. Niels Jørgen Martins da Costa Santos Langkilde

H. C. Andersen Instituttet, Marília, São Paulo State, Brasilien

 

H. C. Andersen blev født på Fyn den 2. april 1805, men han døde af leverkræft og blev begravet i København på Assistens Kirkegaard sammen med de senere afdøde Henriette og Edvard Collin. Deres gravsten er senere flyttet til Frederiksberg ældre kirkegård i 1914.

 

H. C. Andersen døde den 4. august 1875 kl. 11.05 på ”Rolighed” på Østerbro hos familien Melchior og blev begravet den 11. august 1875.

 

Begravelsen var en stor national begivenhed. Mindre end et halvt år tidligere ved 70-årsdagen var H. C. Andersen også fejret, og han blev også fejret, da han udnævntes til æresborger i Odense den 6. december 1867. Efter det forfærdelige nederlag til Preussen og Østrig i krigen i 1864 forstod nationen lidt bedre at stå sammen ved særlige begivenheder.

 

Begravelsen tog sit udgangspunkt i Københavns Domkirke også kaldet Vor Frue Kirke. Ved begravelsen var der også et fynsk element, idet biskoppen over Fyens Stift, C. T. Engelstoft, holdt talen over H. C. Andersen. Ved begravelsen deltog både Kongen og Kronprinsen. Kongehusets kvinder sendte kranse. På denne var det ikke almindeligt, at kvinder var med til begravelser i byerne. Men her fik kvinderne lov til at være med. ”Begge Pulpiturer vare reserverede for Damer”, skrev Dagbladet. Da Johan Ludvig Heiberg – H. C. Andersens hyppige kritiker – blev begravet i 1860, kunne hans hustru, Johanne Louise Heiberg således ikke deltage.

 

Ud over kongehuset var det politiske Danmark, adelen, borgerskabet (med talrige faner), sangforeninger (også med faner) studenterne og arbejderne talrigt med til begravelsen. Og mange stod udenfor. Det er i historien om H. C. Andersen noget overset, at H. C. Andersen havde gode relationer til den tidlige arbejderbevægelse, herunder den endnu eksisterende Arbejderforening af 1860 og foreningens forløber, Kjøbenhavns Arbeiderforening (af 1853).

 

Han læste ofte op for arbejderne. Mindst 20 gange inden hans ringere helbred satte en stopper for det. Hvornår det begyndte kan diskuteres. Var det som den første i 1858, som det hævdes i Mit Livs Eventyr, eller var det snarere i 1860? Det er sådan set ligegyldigt. Det væsentlige er, at han stillede op som en af de første eller den første med oplæsninger af litteratur for arbejderne. Der var fra ca. 700 til over tusinde tilhørere i salene, hvor han læste op – udenfor lyttede flere, og det var muligt, da vinduerne var åbne på grund af de mange tilstedeværende.

 

Ved H. C. Andersens begravelse stod ikke kun studenterne, men også arbejderne æresvagt. I bogen om Arbejderforeningen af 1860 fortælles det, at over 1.000 af foreningens medlemmer fulgte kisten til Assistens Kirkegård. Naturligvis med foreningens fane.

 

H. C. Andersens begravelse var en stor begivenhed.

Efter begravelsen kunne man gøre hans bo op. Den fattige dreng havde passet godt på indkomsterne. I nutidskroner var det i boet blevet til ca. 5 mio. kr.

Det blev den Collinske familie, som fik glæde af hovedparten af arven. Mange medlemmer blev betænkt med beløb eller adgang til legater. Hovedarvingen – kaldet: Universalarvingen i testamentet - var dog Edvard Collin, som havde været hans hjælper i mange år. Deres forhold var præget af at Edvard Collin holdt H. C. Andersen ud i strakt arm. Han ville f.eks. ikke drikke dus med H. C. Andersen. Det pinte H. C. Andersen i årtier, men det forhindrede ikke H. C. Andersen i at låne bankdirektør Edvard Collin penge.

 

Det første punkt i testamentet lyder i øvrigt således:

”Jeg har i Odense gaaet i Fattigskolen paa Fattiggaarden; existerer endnu samme Skole, da til denne, eller er den hævet, da til en lignende Fattigskole i Odense giver jeg 1000 Rdlr (Tusinde Rigsdaler); disse skulle staae fast, men Renterne af samme, (jeg antager at det bliver omtrent 40 Rdlr aarligt) gives den flittigste Dreng der, i Skoletiden, til Hjelp og Opmuntring, samme Legat kaldes: »H.C. Andersens Hjelp«.”

 

Denne hjælp uddeles stadig på H. C. Andersens fødselsdag, den 2. april.

De mange rosende ord om H. C. Andersen omkring hans død og begravelse fik en brat ende 7 år senere i 1882, da Edvard Collin udgav bogen: H. C. Andersen og det Collinske Huus.

 

Allerede i indledningen lægges der ikke skjul på opgaven: ”Mine egne Betragtninger over ANDERSEN som Forfatter og som Menneske forbeholder jeg mig at meddele i Slutningen af Bogen; de vil neppe behage alle hans Venner. Men naar jeg, som vistnok af Alle har kjendt ham nøiest, finder, at hans egen Opfattelse af hans Livs Gjenvordigheder, eller idetmindste hans Fremstilling af disse, er misvisende, anseer jeg mig forpligtet til at berigtige denne.”

 

Så følger 18 siders indledning og derpå 695 sider med interessante – men ofte stærkt redigerede – dokumenter og betragtninger om H. C. Andersen. De vidner om at det på ingen måde var tilfældigt, at de ikke drak dus. Det vidner om en betydende embedsmand, som havde svært ved at forstå, at et proletarbarn kunne overflyve de kloge embedsmænd og deres familier. Han kunne se det helt urimelige i, at H. C. Andersen blev modtager af storhertuger, konger, dronninger, prinser og prinsesser, og modtaget af endnu flere kunstnere og forfattere og oversat til ganske mange sprog. Som embedsmand værdsatte han en anden stil end H. C. Andersens, en anden digtning. Den i dag glemte litteratur. Det var hårdt, ja, næsten ubærligt, og derfor følte Edvard Collin sig kaldet til at lægger masser af skygger og ridser ind i billederne af H. C. Andersen. Edvard Collin skriver da også allerede på side I de berygtede ord: ”Var han ikke en stor Mand, saa var han dog en berømt Mand”.

 

Edvard Collin prøvede at slå en død mand ihjel. Det lykkedes delvist, for andre fulgte i de følgende år med på nedrakningen af H. C. Andersen. Den danske kritiker Georg Brandes var en af dem, litteraturhistorikeren P. Hansen en anden. Mange andre fulgte. Georg Brandes leverede ikke kun i Rusland kontroversielle historier om H. C. Andersen. Polemikken med Edvard Collins søn, Jonas Collin, i 1896 bragte dem til Danmark. Ikke kun Jonas Collin, men også billedhuggeren August Wilhelm Saabye og skolebestyrer Johan Jacob Krohn følte sig foranlediget til at lægge afstand til Georg Brandes referater at de historier, som de var indblandet i. Georg Brandes introduktion til eventyrerne i den såkaldte ”Verdensudgave” fra 1900 lægger sig i forlængelse heraf.

 

Selv følte Edvard Collin, at eventyret ”Skyggen” var møntet på ham. Dus-historien indgår helt oplagt i eventyret, og Skyggen tager som bekendt livet af Den lærde Mand i eventyret. Det skete dog ikke i virkeligheden. Selv om H. C. Andersen kunne føle sig nedgjort af Edvard Collins mange rettelser i manuskripterne og de mange hårde ord om hans værker, så kvalte det ikke H. C. Andersen.

 

Vi kan nu skrive en anden slutning på eventyret i denne specielle biografiske fortolkning, for Den lærde Mand alias H. C. Andersen er genopstået i litteraturen trods dette og andre mordforsøg.

 

Vel er H. C. Andersen er død og begravet, men hans værker lever i bedste velgående på tryk, på teatre, i film og på internettet. Her i Brasilien af lever han på frimærker, i bøger, i Disneys film og blandt forskere, der også har sat hinanden og internationale forskere stævne i anledning af 150 året. H. C. Andersens eventyr og historier er for mange vedkommende så visuelt og poetisk stærke, at de uden videre kan vandre til alle de nye medier. Selv om ”Grantræet” mod slutningen på nihilistisk vis siger ”Forbi, Forbi”, så viser det næste og ganske store eventyr i det gamle eventyrhæfte, ”Sneedronningen” , at sådan er det netop ikke.

 

Forfatter:
Niels Jørgen Martins da Costa Santos Langkilde Illustration:
-- Kilde:
https://institutohcandersen.com/ Bidrag:
Direktør, professor, Ph.d. Ana Maria Martins da Costa Santos Langkilde og Kommunikationsdirektør, mag.art. Niels Jørgen Martins da Costa Santos Langkilde H. C. Andersen Instituttet, Marília, São Paulo State, Brasilien

• Andel