Af

Direktør, professor, Ph.d. Ana Maria Martins da Costa Santos Langkilde, og

Kommunikationsdirektør, mag.art. Niels Jørgen Langkilde, fhv. MF

H. C. Andersen Instituttet

Marília, São Paulo State, Brasilien

 

Den 4. august 2025 er det 150 år siden. Dagen mindes med en gudstjeneste i Odense Domkirke. Det var den kirke, hvor han blev konfirmeret, og hvor den unge mand tænkte lidt for meget på de første støvler og lidt for lidt på konfirmationen. Han vidste det var galt og bad om tilgivelse.

Også i Brasilien vil han blive fejret. Det sker ved en konference i São Paulo arrangeret af flere universiteter i fællesskab. Her vendes alt fra oversættelsesproblemer over fortolkningsmuligheder til illustrationernes store betydning for udbredelsen af eventyrerne. Her kommer bl.a. oplægsholdere og deltagere fra Danmark, Bulgarien, Italien og naturligvis Brasilien.

Hvorfor er det værd at holde liv i H. C. Andersen så mange år efter hans død? Ingen andre forfattere fra hans tid er stadig læst og bearbejdet i alle slags medier på så omfattende vis. Der er bestemt noget enestående ved Danmarks bedst kendte forfatter, så der er god grund til at arbejde med forfatterens mange værker og også med hans eget liv og virke. I Danmark har vi som noget helt enestående en af verdens få ældre forfattere som en fælles referenceramme på tværs af generationerne. Det er helt enestående flot, men det er behandlingen af forfatterskabet desværre ikke.



Begravelsen den 11. august 1875: Studenter og arbejdere, borgerskabet og kongehuset repræsenteret ved kongen og kronprinsen ligesom politikere og adelsmænd fylde godt. De var der alle. Begravelse fra Københavns Domkirke var en stor og enestående national begivenhed. Det havde Danmark behov for at være sammen om efter det forfærdelige nederlag i 1864. H. C. Andersen oplevede desværre ikke, at døden gav den danske anerkendelse, som han hele livet havde stræbt efter. Altid var der mange kritikere på nakken af ham. At være i medierne var heller ikke en gratis omgang i 1800-tallet.
 

Om begravelsen hed det bl.a. i Dagbladet: ”I koret stod de akademiske borgere, flere hundrede i tallet, med deres faner, og langs sidegangene stod opstillede Arbejderforeningen af 1860, flere foreninger og de københavnske sangforeninger med faner.” Ja, H. C. Andersen favnede bredt og hans relationer til den tidlige arbejderbevægelse skal ikke glemmes her, selv om det så ofte sker. Han bevarede hele livet relationerne til og forståelsen for samfundets svageste, og han har været en fornem ambassadør for den helt basale kristne social ansvarlighed. 

Fra begravelsen bemærkes det også, at kvinder deltog. De to pulpiturer var reserveret til kvinderne. Det var i den grad no-go tidligere i århundredet i byerne. Da Johan Ludvig Heiberg blev begravet i 1856, deltog ingen kvinder – ej heller hans hustru, Johanne Louise Heiberg. Da H. C. Andersen selv i sit dødsår deltog i en begravelse nævner han også, at der kun deltog mænd. Ved H. C. Andersens begravelse deltog kongehusets kvinder ikke – de sendte smukke kranse.

Selve jordefærden blev forrettet af stiftsprovst P. C. Rothe og biskoppen fra Odense C. T. Engelstoft talte. Salmevalget er bevaret. Carl Ploug skrev en salme til lejligheden, og også en salme af H. C. Andersen blev anvendt. Den sluttede således:

”Gjør Smerten kort i min Forvandling,
Forund mig Barnets hele Mod,
Du dømme Tanke, dømme Handling
I Naade kjærlig, fadergod.
Ryst bort min Angst! kun dig jeg see!
I Jesu Navn, din Vilie skee!”

Den positive holdning til H. C. Andersen blev desværre kortvarig. Og helt forunderligt blev den, der for alvor igen satte kritikken i gang H. C. Andersens livsarving Edvard Collin. Det sket med bogen ”H. C. Andersen og Det Collinske Huus” i 1882. Han skjuler ikke i det omfattende værk, at han ikke ville drikke dus med H. C. Andersen, og skønt han hjalp H. C. Andersen overmåde meget, så fik han og den collinske familien også ganske meget tilbage i oplæsninger, sange, lån, manuskripter og rejser. Men han havde åbenbart et stort behov for at kritisere sin verdensberømte ven hårdt og indgående. Den tråd er sidenhen taget op af mange. Litteraturhistorikeren P. Hansen og Georg Brandes for at nævne et par eksempler i den lange række.

Det ville være fonem litteraturpolitik, hvis man satsede mere på den klassiske litteratur, og f.eks. i H. C. Andersens tilfælde fik lavet den H. C. Andersen-ordbog, som vor fremmeste H. C. Andersen-forsker, dr. phil. Johan de Mylius i sin tid foreslog. Den ville hjælpe oversættelsesarbejdet betydeligt. Der udkommer stadig oversættelser med store sproglige misforståelser. Her i Brasilien blev ”Hyldemor” f.eks. til ”Fru Majskolbe” og tidligere er ”Den grimme Ælling” oversat til ”Den grønne Ælling”.

Hvis vi vil bruge litteraturen internationalt, så kan vi det med H. C. Andersen. H. C. Andersen åbner døre. H. C. Andersen har den social bevidsthed, som vi internationalt kalder på, den ordentlighed vi længes efter, og den autoritetskritik af stupide herskere, som går meget mere op i eget vel end i befolkningernes ve og vel, finder vi fra ”Keiserens nye Klæder” til ”Den onde Fyrste”. En fremtidsoptimist på det tekniske og videnskabelige område, men kritisk for pengestyre. I lande, hvor samfundskritik er ilde set, får H. C. Andersen lov til at gå ind med træsko på. Og han inspirerer i lande, hvor den sociale mobilitet bryder igennem.

Vores regering satser i stedet for at spare på de få danske lektorer, der formidler H. C. Andersen og andre forfattere og den danske kultur i udlandet. Det burde være en af de steder, hvor den åndelige oprustning slog hårdt igennem. Ligeledes burde det kunne være muligt at drive de litterære selskaber uden at skulle aflevere voldsomme gebyrer til banker og forsendelsesselskaber.

Fint er det, at der tales om en lavere eller slet ingen moms på bøger som i mange andre lande. Fint er det at fremme morgensang på skoler og arbejdspladser. Fint er det at opdatere den litterære kanon. Men trist er det at se, hvordan danskstudiet udpines med ganske få studerende og beskedne bevilliger. H. C. Andersens store kunst var er nøje knyttet til hans forståelse af sproget og litteraturens betydning. Han kunne udvikle det for os alle sammen, finde nye ord og synsvinkler og sætte væsentlige eksistentielle problemer på dagsordenen uden at det blev til partiprogrammer. Det var ånd og erfaringsformidling på et meget højt niveau.

I vores krise- og krigstider er det ikke svært at forstå H. C. Andersen, når han skriver om at elske sit fædreland, og om at føle store tab, når venner og bekendte falder i de slesvigske krige. Alligevel skulle samme forfatter kæmpe med, at han ikke var national nok. Han var for kendt og elsket i de tyske lande, som første krig mod Danmark. Selv om H. C. Andersen brød de tyske venskaber og forbindelser i anledning af krigene, så var det ikke nok for mange danskere.

At krige må afstedkomme sådanne brud, forstod H. C. Andersen bedre end mange danske virksomheder i dagens Danmark. Hvor svært det var ses af dagbogen for den 1. juni 1867, hvor H. C. Andersen er på vej gennem Tyskland i toget: ”…Ved Giesen opdagede jeg at Storhertugen af Weimar var med i samme Tog som jeg, ogsaa hans Cavaleer kjendte jeg, uden at huske Navnet; det var mig piinligt ikke at kunne flyve ud og trykke hans Haand, jeg vidste ikke hvorledes han vilde modtage mig, ikke hvorledes jeg selv vilde synes, senere om at have fulgt min Følelse, jeg trak derfor Gardinet tæt for Vinduet hver Gang han gik forbi….”.

Året inden H. C. Andersen død genoptager hans gamle ven, Arvestorhertugen af Sachsen-Weimar-Eisenach Carl Alexander, med et telegram den 17. april 1874 forbindelsen. Arvestorhertugen spørger venligt til H. C. Andersens helbred. Det glædede ham ganske meget. Så var den af krigen 1864 afbrudte forbindelse forsigtigt genetableret.

Helt ned i det mørke, som krigen i 1864 fremkalder, finder vi også hans salme fra krigsåret. I Salmebogen lyder salme 502 således i første strofe:

”Jeg har en angst som aldrig før,

Som stod jeg foran dødens dør

Og måtte ind og styrte ned

I mørke og i ensomhed.

Jeg drives frem med stormens hast.

O Herre, Herre, hold mig fat.”

Støtten til arbejdet med den klassiske litteratur som H. C. Andersens værker er i dag dybt afhængige af private fonde. Der er hvad enten det er Kierkegaard, Grundtvig, Kaj Munk eller H. C. Andersen. Ingen af de videnskabelige centre for disse forfattere er på nogen måde overfinansieret af det offentlige. Studier i det danske sprog og den danske litteratur bør ikke være brødløst.

 

Forfatter:
Niels Jørgen Langkilde Illustration:
IHCA Kilde:
https://institutohcandersen.com/ Bidrag:
Direktør, professor, Ph.d. Ana Maria Martins da Costa Santos Langkilde, og Kommunikationsdirektør, mag.art. Niels Jørgen Langkilde, fhv. MF

• Andel