We use cookies to ensure that we give you the best experience on our website. If you continue to use this website, we will assume that you agree to the use of cookies.

A paixão de H. C. Andersen por Riborg Voigt

March 30, 2021, 3:21 p.m.

Af 
Mag.art. Niels Jørgen Langkilde,
H. C. Andersen Instituttet,
Sandholts Lyndelse & Rio de Janeiro

 

I Odense arbejder de på at blive færdige med det ny H. C. Andersen Museum. Lad os håbe at både landet og museet bliver åbent uden problemer.
Men hvad mon der er med i det nye museum? En masse ny kunst inspireret af H. C. Andersen og hans værker? Men det bliver man jo ikke så meget klogere af nu. Arkitekturen ser uhyre moderne ud, men hvad med indholdet? Bliver der plads til de elementer, som har relation til Faaborg?
På Faaborg Museum kan man glæde sig over malerierne af den fine maler: Anna Syberg. Manden Frits Syberg havde mange smukke bidrag på det gamle H. C. Andersen Museum. Men en mere kendt kvinde Verden over, er nok Riborg Voigt. 
 

Riborg Voigt
Måske er Riborg Voigt den bedst kendte kvinde fra Faaborg. Hun var født og døbt i Faaborg som Riborg Kirstine (eller nævnt med stavemåden Kierstina) Voigt, og hun var ældste datter af Den kongelige Agent, storkøbmand med flere skibe, medlem af stænderforsamlingen og æresborger Laurits (Også nævnt som Lars) Peter Voigt (1779-1859), som man den dag i dag kan se en mindesten for i Voigts Minde, Faaborg. En medaljon med hans ansigt er på stenen. Christian Voigts farfar var også købmand. Hans navn var Christian Voigt (1744-1805). Familien var uhyre velhavende. Moderen var Anne Christine var født Brandt (1785-1861). Sammen havde de fem børn, hvor Riborg var den ældste og sønnen Christian nr. tre i rækken. 


Christian Voigt
Stud.theol. Christian Voigt (1809-1888) var blevet gode venner med H. C. Andersen i København. Det var et venskab som holdt livet ud om end det var stærkest i 1830’erne. Det vidner deres brevveksling om  sammen med dagbøgerne , almanakkerne  og flere bemærkninger i brev til andre. 
Da Andersen i 1830 endelig havde tjente så mange penge, at han i tre måneder kunne rejse lidt rundt i Danmark, så havde han en invitation til at besøge Christian Voigt i Faaborg. 
H. C. Andersen fik sit gennembrud 1829-1830 først med den herlige ”Fodreise fra Holmens Canal til Østpynten af Amager i Aarene 1828 og 1829”, Kbh. 1829 (2. oplag samme år), dernæst digtsamlingen ”Digte”, Kbh. 1830 (heri bl.a. første trykte eventyr ”Dødningen”), men også ”Kjærlighed paa Nicolai Taarn”, der blev opført første gang den 25. april 1829 på Det kongelige Teater. Det blev her til tre opførelser. Læg dertil mange publicerede digte i aviser og tidsskrifter. At han netop var udnævnte til underofficer i Kongens Livskorps efter afstemning blandt kammeraterne, har næppe trukket fra i selvtilliden.


 

 

Mødet i Faaborg 1830
Det var altså en spændende og ny forfatter fyldt med mere end to måneders gode rejseoplevelser, der kom til Faaborg den 6. august 1830 om aftenen efter 8 dage i Svendborg. Andersens beskrivelse af besøget findes bedst i ”Levnedsbogen” , der først blev udgivet i 1925. Den blev påbegyndt i 1832, og manuskriptet slutter midt i afskriften af et brev fra B. S. Ingemann til Andersen. Andersen havde beordret at den skulle trykkes, hvis han døde under Italiensrejsen. Senere udgav han en tysk selvbiografi og nu den så kendte danske ”Mit Livs Eventyr” , men den omtaler kun relationen til Riborg Voigt på en halv side, men dog med det så berømte digt
 

”To brune Øine jeg nylig saae,
I dem mit Hjem og min Verden laae,
Der flammer Snillet og Barnets Fred, -
Jeg glemmer det aldrig i Evighed.” 

 

I ”Levnedsbogen” er hele det sidste – det femte - afsnit forholdets første intense historie beskrevet med Andersens øjne. Der er næppe tvivl om, at Andersen blev dybt rørt af noget, han ikke havde prøvet før: Forelskelsen. Han havde gennem sine første 25 år slidt og slæbt for at overleve, at blive til noget, at blive digter. Nu endelig fri med penge på lommen og omsværmet, hvor han kommer. Det var nyt.
Faaborg-besøget indledes om aftenen. Han var for træt til at besøge studenterkammeraten, så han sendte besked om at han var i ”Gjæstgivergaarden.” Christian Voigt kom så i stedet til ham, og han medbragte en invitation til et besøg den næste dag.
Da han om morgenen tidlig ankommer for at besøge Christian, men han sov endnu. Han bliver så vist ind i den smukke dagligstue, hvor han møder Riborg Voigt for første gang – og alene. Hun skænkede te, og de talte sammen indtil mange andre unge damer ankom og sagde smukke ord til forfatteren.
Familie og øvrige gæster blev senere på dagen sejlet til Dyreborg, hvor Riborg Voigt fletter en egekrans til forfatteren. Hun lader dog broderen om at overrække den. Tilbage sent om aftenen udfritter han pigen i ”Gjæstgivergaarden” om de unge damer er forlovede. Her hører han at det er de ikke, men Riborg har fattet kærlighed til en ung forstkandidat, men forældrene er ikke glade for forbindelsen. 
Den næste dag de kører i et stort selskab en halv snes hestevogne til herregården Nakkebølle på udflugt, og der bliver holdt et ”Aftensgilde” og senere et lille bal hos Voigts. Da Andersen ikke kan danse, så han sidder i stedet og snakker med Riborg.
Andersen nærmest flygter på tredjedagen fra Faaborg efter to dage nær den nye og ukendte kærligheds brændende varme. Han skriver, at han fik ”en underlig Angest”. Ja, den første kærlighed kan være nok så udfordrende. 

 

Tre uger sammen i København efteråret 1830
Tilbage i København om efteråret møder han hende flere gange i løbet af tre uger, og her brænder kærligheden og forelskelsen igennem. Riborg Voigt er taget til København sammen for at ledsage en veninde, der skulle opereres i øjnene. Han sender hende også mange digte, og det kulminerer med at han sender hende et frierbrev, som kan læses i ”Levnedsbogen” , da han som ønsket fik brevet tilbage. Hun kunne ikke bryde den forlovelse, som hun var blevet arrangeret. Det ville blevet være en voldsom skandale, og hun ville stå ved sit løfte.


De mødes en sidste gang efter en forestilling i Det kongelige Teater. Med våde øjne siger hun”Lev vel for altid!”. Christian Voigt bragte ham en lignende besked på en seddel fra hende: ”Lev vel, lev vel! Gid Christian snart kan sige mig, at De er rolig og fornøiet som før: Med inderligt Venskab. Riborg.” 
 


Et af digtene han sender hende, og som hun – ifølge H. C. Andersen i Levnedsbogen  - ikke viser til andre er det kendte digt, som flere komponister har skrevet melodi til:


”til Hende.
”Min Tankes Tanke ene Du er vorden,
Du er mit Hjertes første Kjærlighed!
Jeg elsker Dig, som Ingen her paa Jorden,
Jeg elsker Dig i Tid og Evighed. -”


Sådanne linjer lader det gode Andersen ikke gå til spilde, så han oplyser gladelig, at han benytter dem i ”Bruden fra Lammermoor” (1832) , hvor Edgar synger den smukke strofe.
At Andersen var meget stærkt forelsket vidner mange breve om. Breve til Ingemann er blandt dem. Den moderligt hengivne veninde Signe Læssøe sender ham i anledning af fødselsdagen den 2. april 1831 en digterkrans i et noget specielt design: En tornekrone.  Omgivelserne var således ikke i tvivl om, at Riborg Voigt havde påvirket Andersen ganske dybt og smerteligt.

 

Senere møder
Riborg Voigt og Andersen ses i det mindste to gange senere i livet. Første gang ved en koncert i Faaborg. Det hedder således i Almanakken under den 2. august 1840: ”Middag paa Holsteenshuus, fra Fru……. Paa Kellermanns Conser i Faaborg, traf alle Voigts, saae Riborgs Mand, det er nu 11 Aar siden jeg var der; om Natten saae jeg i Qverndrup Kro et Vers i Avisen til mig.”  Sidste gang ved en folkefest den 9. juli 1843 på Holstenshus. Flere H. C. Andersen-forskere sætter eventyret ”Kjærestefolkene” udkommet 11. november 1843 i forbindelse med dette møde. Andersen var gæst hos baron A. C. Holsten-Charisius (1793-1879) på Holstenshus. I almanakken for den 9. juli skriver Andersen: ”Folkefest paa Holsteenshuus traf sammen med Riborg, hendes Mand og Børn, (det er 13 Aar). – Dagen efter lyder det bl.a.: ”Kjørt til Faaborg til Voigts”, og lørdag den 22. juli bl.a.: ””Besøgt Voigt i Faaborg” . ”Kjærestefolkene” har en trist slutning, som kunne være en resigneret elskers bitre kommentar: ”Og Toppen kom igjen til stor Agt og Ære, men Bolden hørte man intet om, og Toppen snakkede aldrig meer om sin gamle Kjærlighed; den gaaer over, naar Kjæresten har ligget fem Aar i en Vandrende og sivet, ja man kjender hende aldrig igjen, naar man møder hende i Skarnfjerdingen.” 
I den tyske selvbiografi, som først langt senere blev udgivet på dansk, skriver han få år efter ovenstående møde om begivenhederne i 1830 kun ganske lidt og helt anderledes en i Levnedsbogen. Her hedder det bl.a. ”Hun blev en brav Mands fortræffelige Hustru, en lykkelig Moder. Guds Velsignelse over dem!” 
Andersen var kommet over forelskelsen.

 

 

Efter døden
Andersen bliver forelsket flere gange siden, men som et gammelt ord siger ”Gammel kærlighed ruster ikke”. Denne kærlighed ramte Andersen og blev givet årsag til mange smukke digte og megen inspiration til den øvrige digteriske produktion. Flere har ment, at det var noget, han for størstedelen tildigtede helt i tidens ånd, og at det i virkeligheden ikke betød så meget for ham. Mon dog? Da han var død, faldt man i en skindpung på hans bryst med et brev fra Riborg Voigt samt en besked om, at brevet skulle brændes efter hans død. 
Skindpungen var fremme på H. C. Andersen-Museet, og det samme var Edvard Collins søn, Jonas Collins seddel, som beskrev fundet.  Mon de overlever moderniseringen i udstillingen? 
Men også Riborg Voigt gemte minder. Man fandt efter hendes død i et hemmeligt rum i chatollet tørrede blomster fra udflugten til Dyreborg den 7. august 1830 og et digt, han havde skrevet og sendt til hende, da hun var i København. Der var også i chatollet, som hun brugte hele voksenlivet, også i en anden hemmelig skuffe et billede af den aldrende H. C. Andersen. Det blev først fundet i 2017. 
Afskedsdigtet lyder således efter manuskriptet i H. C. Andersen Museet:


Lev vel! Lev evig vel!
Jeg skal Dig miste.
O maatte Hjertet briste!
Lev vel! Lev evig vel!

Man har et Sagn – et Eventyr;
Hver Musling Dyr
Der bygger i den dybe, salte Søe
Naar det har skabt sin Perle maa det døe!
Ja, Kjærlighed, Du blev mit Hjerte givet,
Men Perlen koste vil sin Skabning Livet.

Lev vel! Lev evig vel!
I Himlen hist, os intet Forhold fjerner.
Min er Du! Min bag Evighedens Stjernes.
Du elsker mig det saae jeg i dit Øie,
Min Brud Du er for Tankens evige Høie!
Forglem mig her – det er din tunge Pligt.
Betragt min Sang for et poetisk Digt.
Gud styrke Dig - forglem min bitre Smerte,
Hav altid Herren i dit rene Hjerte.” 

 

Fundne i chatollet viser, at Riborg Voigt også huskede den gamle kærlighed. Den gamle kærlighed rustede heller ikke bort i Faaborg. Men hun skriver dog klar til sin bror, Christian, i et udateret brev meddelt af Nicolaj Bøgh: ”Min Kærlighed kan jeg jo ikke skænke ham, da den alt længe tilhører En, som fuldkomment fortjener den, men mit Venskab; jeg er med Glæde hans Søster, hans Veninde, naar han anser mig værdig dertil; det må han jo, siden han har tænkt på Mere”.

 

”Phantasier og Skizzer”, 1831
I digtsamlingen ”Phantasier og Skizzer” fra januar 1831 finder man en række af digtene til hende og inspireret af hende – dog uden at hendes navn på nogen måder nævnes. Navnlig ”Fyen,” ”Hjertets Melodier 1-8” (Det første digt er ”To brune Øine”, det fjerde ”til Hende” og det ottende, der er en del af afskedsdigtet) og ”Livet en Drøm” vidner om den store forelskelse. Selv var Andersen godt til freds med digtet ”Ørkenens Søn”, der også udtrykker ”haabløs Kjærlighed!”
Digtet ”Fyen (1830)” lyder således:


I.    Ja, Fyen er ret et herligt Land!
Det kan dog ingen negte.
Der vexle Skov og Mark og Strand,
Og Hjertet der er ægte.

Selv Navnet Fyen betyder fiin,
Og vil saa meget sige,
At Fyen det er ret en Have fiin,
For hele Danmarks Rige. –

II.    Ved Tanken om min Føde-Ø,
Forsvinder hver en Smerte!
Den favnes af den stolte Sø,
Og kaldes ”Danmarks Hjerte.”

Her havde Freia fordum Bo,
Nu flyer hun disse Kyster,
Thi ellers havde Øen To,
Nys saae jeg hendes Søster. 

 

Da Andersen er i byen Goslar under sin bjergvandring på sin Tysklandstur en måned efter Riborg Voigts bryllup, så noterer han i dagbogen under den 26. maj 1831 en mulige tilføjelse til digtet . Selv brugte han den ikke, men her kan vi godt bruge den:

 

”Hvor, end jeg staaer paa Bjerget her,
Maa Hjertet dybt bekjende:
Du er dog Himlen ei saa nær,
Som da Du var hos hende.”


En anden udgave af tilføjelsen findes i ”Mit Livs Eventyr”  og i en tredje udgave i et brev til Signe Læssøe den 26. maj 1831. 

Et eksemplar af bogen ”Phantasier og Skizzer” med Andersens dedikation til Riborg Voigt er også i H. C. Andersen-Museets store samlinger. Dedikationen lyder således:


”Riborg Voigt
Jeg elsker Graven med sin dybe Fred,
Og Tanken om den store Evighed”
(af digtet: Hvad jeg elsker.)
I lykkelige Dage
Glem ikke
Digteren
Kjøbenhavn. Juleaften 1830

Dedikationen i Christians Voigts eksemplar er ikke helt så dramatisk:


”Alt hvad der dybest greb i Kjærlighed,
Det saa jeg altid snart som Boblen briste,
Du er mig kjær! Og derfor klart jeg veed,
At ogsaa dig, jeg derfor her vil miste.
O være mig tro, i hvad der end skal skee,
Thi du, kun du forstaaer min bitre Vee.
Min Tro paa Mennesker i Fryd og Smerte
Staaer mægtig bygget paa dit Broder-Hjærte.” 


Riborg Voigts ægteskab og død
Riborg bliver gift den 27. april 1831 i Klosterkirken i Faaborg eller muligvis privat i Faaborg med Povel(også kaldet Poul) Jacob Bøving (1799-1885), der senere bliver en arbejdsom skovridder for Grevskabet Brahesminde (Hvedholm) og Stamhuset Egeskov. Han stod bl.a. for en del af tilplantningen af Svanninge Bakker. Efter ægteskabet var de det meste af tiden bosat på Hanneslund nær Stensgaard i Millinge, Svanninge Sogn. De havde ved folketællingen i 1845 otte levende børn. To af dem døde tidligt. Riborg Voigts velhavende far havde sikret datteren økonomisk ved en omfattende ægtepagt, der sikrede hende særeje for mange værdier. P. J. Bøving og hustru Riborg Bøving er begge begravet Faaborg Assistens Kirkegaard.

Author:
Niels Jørgen Langkilde
Illustration:
--
Fonte:
http://www.institutohcandersen.com/pt-br/
Contribuição:
jhowww